1. august 2005.
Vi havde i nogen tid fornemmet en forskydning i kraften under soveværelsesloftet. Der var en konstant følelse af omvendt tyngdekraft - når man forsøgte at lægge sig på sengen, var det næsten umuligt at få kontakt med madrassen. Konklusionen var uhyggelig men nødvendig: Et legeme med enorm massefylde måtte befinde sig på Lynghyttens sparsomme loft. Vi byggede et babalstårn af borde og gule skamler ovenpå sengen og Karl blev sendt op på toppen. Han skubbede forsigtigt lemmen op på loftet og et buldrende dommedagsmørke åbenbarede sig over os. Nu blev der løftet et kamera med kraftig blitz op til drengen. Han løftede kameraet over sit hovede og optog fire billeder i retning mod hvert af de fire verdenshjørner. Lemmen blev skyndsomt bragt på plads og arbejdet med fremkaldelsen begyndte. Nord, vest og øst viste sig tomme bortset fra en del nullemænd. Men chokket indtraf tidligt i processen med billedet mod syd hvor et fedladent skrummel med fire ben toner frem på det fotografiske papir. Vi var i sekunder sikre på at det var Helles gravhund Munter der lå ganske stille på lur og spionerede mod Lynghyttens gæster. Den videre fremkaldelse kastede dog lys over sagen og vi kunne lettede - men forundrede - konkludere at det var den forrige Lynghytte kakkelovn som på mystisk vis havde fundet plads på loftet (Se ovenfor). Fremover vil det være nemmere at affinde sig med den svævende fornemmelse i soveværelset. Det føles også rart at vide, at legemet befinder sig på de tynde brædder i fodenden af værelset.
Onkel Bernhap
|
